1. Indledning
Denne statistik belyser økonomien i den kommunale, den selvstyrede og den statslige sektor samt den samlede sektor for offentlig forvaltning og service i Grønland. Den udarbejdes efter retningslinjerne i de internationale nationalregnskabssystemer, hhv. System of National Accounts 1993 (SNA 93) og Det europæiske nationalregnskabssystem 1995 (ENS 1995). Det sikrer en høj grad af sammenlignelighed med andre lande. Dog er det vigtigt, at sammenligningen sker med lande på nogenlunde samme udviklingstrin. I denne publikation fremstilles udviklingen i Grønlands offentlige finanser gennem perioden 2019-2024.
Publikationen er opdelt i tre sektioner, der kan læses samlet eller hver for sig. I kapitel 2-5 belyses økonomien i henholdsvis den samlede offentlige forvaltning og servicesektor, den kommunale sektor, den selvstyrede sektor samt den statslige sektor.
Kildematerialet bag statistikken gennemgås i kapitel 6, mens begreber og retningslinjer ifølge de internationale nationalregnskabssystemer gennemgås i kapitel 7. Samtidig gennemgås tabelopstillingerne, der anvendes i nærværende publikation, hvorefter de offentlige udgifter og indtægter opgøres efter henholdsvis reale transaktionstyper (de realøkonomiske fordelinger) og efter formål (den funktionelle fordeling). I afsnittet om begreber og retningslinjer findes en grundig gennemgang af de to fordelinger bl.a. den nyere funktionelle fordeling COFOG, Classification of Functions of Government.
Publikationen afrundes i kapitel 8 med et tabelafsnit. Tabellerne i kapitel 8 er detaljerede udgaver af de mindre oversigter i kapitel 2-5.
Detaljerede elektroniske oplysninger om Grønlands offentlige finanser for perioden 1994-2024 findes i Grønlands Statistikbank på hjemmesiden bank.stat.gl.
Revisioner i denne publikation
Tallene i denne publikation er revideret i årene 2022-2023. Revisionen skyldes at der i tidligere udgivelser indgik foreløbige kommunale regnskaber. De regnskaber der efterfølgende er blevet afsluttet, indgår nu med endelige regnskaber. Der er desuden foretaget enkelte revisioner i regnskabet for den statslige sektor i 2022 og 2023, samt i Landskassens regnskab i 2023.
De kommunale regnskaber blev trukket fra det fællesoffentlige økonomisystem primo september 2025. På det tidspunkt var regnskabet for Kommune Kujalleq i 2024 endnu ikke færdig. Tallene for 2024 betragtes derfor som foreløbig.